Fagligt stof

Medicinbivirkninger

Medicinbivirkninger. Hvordan tolkes den information, som gives?

(Revideret den 26.11.2004).

Lad mig sige det straks. Det er et stort emne. Her kan jeg kun lige komme ind på nogle grundlæggende begreber. Jeg vil løbende vurdere, om der er bliver behov for flere artikler om emnet.

Besvarelse af spørgsmålet afhænger af, hvornår det stilles, dvs.

Når medicinen udskrives
Når behandlingen har kørt et stykke tid
Gentaget løbende i behandlingsforløbet, afhængig af de erfaringer du gør dig med den udskrevne medicin

Hvis vi skal igang med en behandling af længere varighed, f.eks. mod epilepsi, parkinsons sygdom, kronisk hovedpine eller smertebehandling som led i en konservativ behandling af diskusprolaps osv., så tager det lang tid at forklare hvad behandlingen går ud på. Medicinbivirkninger er kun en del af orienteringen om behandlingen.

Situationen er forskellig afhængig af hvor nødvendig medicinen er. Er det en alvorlig lidelse, som du har, så er der meget på spil, og så må man forholde sig til medicinbivirkninger på én måde. Er det en ufarlig, men generende lidelse, som du har, så kan man stille andre krav til behandlingen, herunder bivirkninger.

Får du behandling for andre sygdomme, skal dette også tages med i betragtning, når der udskrives medicin til dig. Det bør selvfølgelig undersøges, om der er konflikter mellem det du allerede får, og det der bliver skrevet ud til dig. Det er derfor uomgængeligt nødvendigt, at jeg ved hvad du får inden vi starter på behandlingen. Der er ingen automatik i dette her. Du må selv medbringe din medicin eller skrive nøjagtigt ned, hvad du får, ellers må vi udsætte behandlingen til jeg ved det. Det nytter ikke, at du tror, at du kan huske hvad du får eller tror, at lægen har givet mig besked. Det er ikke information nok for mig til at give dig en ordentlig rådgivning.

Selvom alle disse indledende forhold er i orden, og jeg orienterer dig om medicinbivirkninger, så kan det ske at du får noget at vide på apoteket eller læser de indlægssedler, som er i æsken med medicinen. Måske slår du op i lægemiddelkataloger, søger information på Internettet eller hører om andres erfaringer osv. Det hænder, at du bliver helt overvældet af de informationer, som du får på denne måde. Med få undtagelser er oplysningerne ikke særligt strukturerede, og det, der står oplyst, er ofte noget ubehageligt noget. Ofte er det rigtigt nok, det der står på f.eks. indlægssedlerne, men oplysningerne kan så at sige være remset op uden hensyntagen til, hvad der er hyppigt eller sjældent eller særligt. Nogen gange er det uklart, hvad der menes i den information du får på denne måde, og misforståelser er hyppige. Du taber formentlig lysten til at fortsætte behandlingen. Det er derfor vigtigt at du bliver orienteret inden behandlingens start, så vi kan forebygge de værste forskrækkelser. Måske kan vi ikke nå al ting på én gang, men så må vi fortsætte ved en senere lejlighed.

Det, der savnes, er selvfølgelig et system i de oplysninger, som du bliver præsenteret for på apoteket, i sedlerne i medicinæskerne osv.

Jeg prøver nu at sætte lidt system i, hvad der i virkeligheden står. Medicinbivirkninger kan inddeles i to store kategorier:

De allergiske reaktioner
De dosisafhængige bivirkninger

Selvfølgelig skal man ikke give penicillin til en penicillinallergiker. Medicinallergi kræver i reglen, at man har taget medicinen et stykke tid, typisk 1-2 uger før allergien viser sig, sådan arbejder ens immunsystem altså. Denne latenstid er således et biologisk fænomen. Får man udslæt dagen efter, at man er begyndt på en behandling, som aldrig har været givet før, er det i reglen ikke medicinen, der er skyld i det, men husk, at medicin også indeholder farvestoffer osv, som man kan være allergisk overfor. De allergiske reaktioner er i reglen sjældne, men kan være alvorlige, og det er uforudsigeligt, hvem de rammer. Nogle lægemidler giver hyppigere allergi end andre, det skyldes den kemiske struktur. Man kan minimere problemet ved at starte med små doser og stige langsomt. Det gælder f.eks. for et ellers veltolereret epilepsimiddel. Jeg tænker her på lamictal. Multiallergikere skal man selvfølgelig vogte særligt over ved enhver behandling.

Toksiske bivirkninger kan optræde hurtigere. Det er en konsekvens af lægemidlets virkning. Det gælder f.eks. visse cellegifte, som gives mod alvorlige sygdomme, men det er ikke noget vi normalt bruger i neurologisk privat praksis.

Forgiftning, dvs. man har fået for meget af lægemidlet er en form for en toksisk virkning af stoffet. Det kan vise sig hurtigt eller snigende afhængig af hvor store doser, der er taget. Det er ikke nogen normal situation. Det kan være alvorligt og kræve indlæggelse. Det er derfor vigtigt, at det er helt klart, hvordan du skal tage det ordinerede lægemiddel, og hvor meget du må få. Forgiftning burde i de fleste tilfælde kunne forebygges ved grundig information.

Forholdet mellem den dosis, hvor der optræder forgiftningssymptomer, og den dosis, hvor stoffet virker godt, kaldes det teraputiske indeks eller toksisk / terapeutisk ratio. Hvis tallet er stort er det godt. Hvis tallet er lille, er det skidt, og så skal man monitorere behandlingen nøje. Man skal kontrollere både den kliniske tilstand og ofte også kontrollere blodprøver. Det hele besværliggøres af, at forskellige lægemidler har forskellige terapeutiske indekser. Nogle har et stort terapeutisk indeks, mens andre har et lille. Der er desuden også individuelle biologiske forskelle personer imellem, som spiller en stor rolle for, om det terapeutiske indeks er større eller mindre.

Et eksempel på et stof med et højt terapeutisk indeks (godt) er penicillin, og et eksempel på et stof med et lavt terapeutisk indeks (skidt) er marcoumar, som er helt nødvendigt i behandlingen af visse hjertekredsløbssygdomme hvor blodfortynding er vigtigt. Det er derfor, at du skal være i tæt kontakt med lægen og have taget regelmæssige blodprøver, når du får dette lægemiddel. Desværre kan vi finde en del eksempler på stoffer med lavt terapeutisk indeks indenfor neurologien, f.eks. visse epilepsimidler og visse parkinsonmidler. Redskabet til at undgå problemer, er igen klinisk kontrol og regelmæssige blodprøver. Ved denne terapeutiske styring, kan problemer ofte undgås og i væsentlig grad minimeres.

For lægemidler med en lav toksisk / terapeutisk ratio er et godt samarbejde mellem dig og lægen derfor uhyre vigtigt. Hvis lægen skal tage et stort ansvar, så skal du også selv gøre dette. Er det ikke muligt at samarbejde, må man overveje om det er værd at løbe riskoen for den ofte strengt nødvendige behandling.

De dosisafhængige bivirkninger er i reglen små ved små medicindoser og større ved større medicindoser. Ofte vil de dosisafhængige bivirkninger være af forbigående art, og ofte kan man undgå dem helt eller delvist ved at starte med små doser og arbejde sig langsomt op til større doser. Det er et management problem at styre behandlingen ind, så den giver færrest mulige bivirkninger. Hvis man skal tage det helt bogstaveligt, så er der ligheder mellem de problemer, som de dosisafhængige bivirkninger giver og forgiftning, som beskrevet i afsnittene ovenover. De dosisafhængige bivirkninger kan udvikle sig til forskellige grader af forgiftning, hvis behandlingen ikke styres ordentligt.

Nogle bivirkninger kan kaldes uhensigtsmæssige, uden at det drejer sig om forgiftning og den slags. Hvis et lægemiddel giver øget appetit eller "en sød tand", så kan vægtøgning ofte forebygges ved at være opmærksom herpå, dvs. ved at man kontrollerer sin vægt regelmæssigt, og ved at man ændrer sin adfærd. Man skal vide hvad man skal gøre. Er det ikke tilstrækkeligt, må vi finde på noget andet.

Jeg ved, at det i teorien ikke er en god ide at kombinere præparater, men i praksis kan man i særlige tilfælde komme bedre igennem med en kombination af mindre doser af to præparater, som dermed giver færre bivirkninger end med større doser af det ene eller andet præparat alene. I nogle tilfælde er det ligefrem det rigtige, at behandle på denne måde.

Det er de dosisafhængige bivirkninger, som du skal tage højde for i første omgang. De allergiske bivirkninger kræver oftest, at du holder med stoffet. Det er jeg og lægerne i almindelighed forberedt på kan ske en sjælden gang. Så må vi gribe til andre midler.

De informationer, som du får andre steder, tager ofte heller ikke højde for om bivirkningerne er hyppige eller sjældne. Skulle du rammes af en meget sjælden bivirkning, får du bedst besked om, hvad man gør ved det hos den, som har ordineret behandlingen, og hos mig er det mig.

Paradokse bivirkninger er, hvis du f.eks. er sat i forebyggende behandling mod migræne med et lægemiddel, som skulle hjælpe herpå, og så får hovedpine af det. Denne dobbeltbundethed eksisterer, men den er ikke hyppig, selvom den står blandt de opremsede bivirkninger på sedlerne. Skulle det ske, og det ikke går over, hvad det kan og ofte gør, så skifter vi til noget andet.

Tænk på de ting du lige har læst, når du får informationer om medicin andre steder end hos den, der har ordineret behandlingen. Du skal kende ovenstående principper, hvis du læser eller hører om bivirkninger. Det vanskelige for dig er at placere informationerne korrekt i forhold til det, som du ved nu. Du har sikkert fået en del at vide inden du startede på behandlingen, og i de fleste tilfælde vil denne blive kontrolleret efter et stykke tid, så vi er sikre på, at du tåler den, og har det godt med den. Du kan altid få mere at vide hos den, der har ordineret medicinen. Husk også at informationsmængden for de enkelte præparater er så kollosal, at det ofte er bedst at have noget konkret at snakke om.

For ufarlige, men generende lidelser, f.eks. smerter og hovedpine uden alvorlig baggrund, har jeg seks simple regler, som jeg anvender, for at det kan betale sig at behandle:

En ufarlig lidelse skal behandles med ufarlig medicin.
Den medicinske behandling skal være anerkendt og velbegrundet.
Medicinen skal give ingen eller få gener, ellers kan man ligeså godt beholde sin hovedpine eller hvad det nu er man har. (Kuren skal ikke være værre end lidelsen).
Behandlingen skal ikke være besværlig.
Behandlingen skal ikke koste en formue.
Behandlingen skal hjælpe. (Et "prøveforløb" er ofte nødvendig for at afgøre lige netop dette punkt).

Hvor simpelt det end lyder, så hjælper det mange til at se fornuftigt på det, som man kan tilbyde af medicinsk behandling uden at få for mange bekymringer på forskud.

Det, som du lige har læst, er i virkeligheden en bagvendt måde at forklare om bivirkninger på. Det er nogle ting, som lægen skal vide og ikke nødvendigvis dig. Jeg ser dog et formål med redegørelsen, fordi tankegangen i ovenstående er en forudsætning for at forstå indlægssedlerne i medicinæskerne, og jeg tror desværre ikke at sedlerne i medicinæskerne bliver bedre end de er nu. Den mere naturlige måde, som medicin-ordination og medicin-information foregår på, kan du læse om ved at klikke her.

Du kan også læse om medicinbivirkninger på hjemmesiden: medicinmedfornuft.dk eller du kan klikke her.

Tilbage